BIONICLE: Makutas guide til universet

"Hvordan føles sejr? Hvad lugter det af, smager det af? Kan et væsen genleve et triumfsøjeblik igen og igen, eller blæser det væk som aske i vinden?
Jeg kender svarene på de spørgsmål. Man kan endda sige, jeg kende svarene på alle spørgsmål nu – for jeg ef svaret på hver eneste af dem."
— Makuta Teridax

BIONICLE: Makutas guide til universet
Bog
Serie	Guidebøger
Forfatter	Greg Farshtey
Forlag	AMEET
ISBN 978-83-253-0350-1

BIONICLE: Makutas guide til universet (eng. BIONICLE: Makuta's Guide to the Universe) er en BIONICLE-guidebog udgivet i Polen i 2008, og blev senere udgivet internationalt på LEGOs Shop@Home. En paperback-udgave af bogen blev udgivet på Papercutz den 27. april 2010.

Indhold

Bogen giver et overblik over det meste af BIONICLEs historie på det daværende tidspunkt, og byder på kommentarer skrevet af Makuta Teridax i form af dagbogsoptegnelser. Den inddholdef også information om forskellige karakterer i historien, legender og myter og et eksklusivt to-siders kort over det matoranske univers.

Der er inkluderet uddrag fra Et mørkt spejl, Frygtens Føderation, Dødens Ø, Inferno, Nederlag og Skygger i himlen.

Makutas dagbog - optegnelse 8

Det to-siders kort over det matoranske univers

Hvordan føles sejr? Hvad lugter det af, smager det af? Kan et væsen genleve et triumfsøjeblik igen og igen, eller blæser det væk som aske i vinden?

Jeg kender svarene på de spørgsmål. Man kan endda sige, jeg kende svarene på alle spørgsmål nu – for jeg ef svaret på hver eneste af dem.

Toa Nuvaerne og Takanuva flygtede fra Karda Nui, det er sandt – jeg ville ikke have haft det anderledes. Hvad angår Makutaerne, ville de kun leve længe nok til at indse, Krika havde haft ret. Makuta-Broderskabets triumf ville være min sejr, og jeg havde ingen hensigt om at dele den. Nej, jeg sender Antroz og Krika og de andre til Karda Nui, fordi de var de Makutaer, der med størst sandsynlighed en dag ville udfordre mig. Det er langt bedre at få dem af vejen, uden at jeg skal tilsnavse mine egne hænder ved selv at eliminere dem... og det gjorde stormen godt.

De heltemodige Toaer vendte tilbage til Metru Nui, mens selveste Den Store Ånd Mata Nui begyndte at rejse sig. Selvfølgelig var der ingen andre end mig, der vidste, hvad dét betød. Jeg havde været steder, ingen andre nogensinde havde set. Jeg har erkendt den endelige sandhed – at Mata Nui ikke herskede over Matoranernes univers – han var selve universet. Den Store Ånd var en enorm skabning af metal, et objekt af pansret magt, inde i hvilken Toaerne, Matoranerne, Makutaerne, Vortixxerne, Skakdierne, Zyglakerne og enhver anden art levede. De landmasser, vi beboede, var blot en del af Mata Nuis væsen, der eksisterede for at holde ham funktionsdygtig. Vi havde kigget mod himlene efter vores Store Ånd, mens han i virkeligheden var overalt omkring os.

Nej, for indbyggerne i Legendernes By, var det nok, at han var vågen. De fejrede. De jublede. De bøjede deres hoveder for at give højtidelig tak til alle dem, der var døde, så de kunne se denne dag... alt imens de takkede Mata Nui for, at det ikke var nogen af ​​dem, der var blevet bedt om at dø. Alt var rigtigt i deres sølle lille verden... eller det troede de.

Jeg mærkede, at jeg ikke kunne vente længere. Jeg sendte en kølig brise gennem deres forsamling, og min latter var i tordenen over deres hoveder. Da Toaerne indså, at jeg stadig levede, råbte de trodsigt. De stakkels tåber forstod stadig intet.

Mata Nui var død, ikke længe før da. Som jeg forventede, fandt Toa Mahrierne en måde at genoplive ham på. Det havde jeg regnet med. I mikrosekundet mellem det tidspunkt, hvor kroppen var i live igen og Mata Nuis ånd vendte tilbage til den, trængte min egen ånd ind i den. Da jeg først var på plads, var Mata Nuis bevidsthed forhindret i at opholde sig i hans egen krop, for der kan ikke være to ånder i ét legeme. Den Store Ånd rejste sig og stod højt over det uendelige hav... og det var mig. Jeg behøvede ikke længere at drømme om en dag at regere et univers - jeg var universet.

Hvad gjorde jeg derefter? Udslettede jeg alle Toaer? Gjorde Matoranenerne til mine slaver? Regnede ild og is ned over mine fjender? Nej. Det ville være rigelig af til senere. Jeg havde uendeligt mange år til at plage Tahu, Jaller og alle de andre. Jeg var jorden, de gik på, og luften, de indåndede. De kunne ikke mere undslippe mig, end de kunne undslippe stjernernes lys eller overvinde vinden. Mit mørkets herredømme var endelig begyndt.

Ah, hvilke ændringer jeg ville bringe. Rahkshierne ville blive gjort til håndhævere af min lov og patruljere enhver beboelse. Visoraker ville endnu en gang feje hen over de kendte lande, overvælde enhver modstand og knuse enhver antydning af oprør. Toaerne og de Mørke Jægere ville sprede sig foran min skygges magt, tvunget til at krybe sammen i frygtsom forventning om, hvornår jeg ville afslutte deres ynkelige eksistenser.

Kun to ting bekymrede mig stadig. Den første var Mata Nui selv, hvis ånd på en eller anden vis muligvis kunne finde en måde at... ulejlige mig. Den anden var Livets Maske, som, overladt til sig selv, helt sikkert ville afslutte alt liv i mit univers.

Min løsning var selvfølgelig genial. Jeg tvang Mata Nuis sind og ånd ind i masken og kastede derefter masken ud i tomrummet hinsides dette univers, hinsides den verden, som jeg stod på. Jeg ved ikke, hvor masken vil lande, hvis den nogensinde gør det, og jeg er ligeglad. En ting er jeg sikker på - jeg har ikke mere at frygte fra Mata Nui.

Men dette univers og dets beboere har alt at frygte fra mig.

Trivia

• Et par linjer fra uddraget fra Frygtens Føderation, som er inkluderet i bogen, er fejlagtigt rykket én paragraf op på side 77.

Skabelon:GuidesNav

en:BIONICLE: Makuta's Guide to the Universe de:BIONICLE: Makuta's Guide to the Universe fr:BIONICLE : Le Guide de l'Univers de Makuta es: BIONICLE: Guía de Makuta al Universo