Skæbnekrigen

"Det er nu, min ven. Ordenen skal til at afsløre sig selv efter alle disse år."
— Brutaka til Axonn

Fil:Skæbnekrigen.png

Skæbnekrigen (eng. Destiny War) er en podcast hosted på BIONICLEstory.com, der fortæller historien om krigen mellem Mata Nui-Ordenen og Makuta-Broderskabet. Den er skrevet af Greg Farshtey.

Kapitel 1

Axonn stormede hen over Voya Nuis landskab, med hævet våben. Han havde netop set to skikkelser materialisere sig i Det Grønne Bælte. En af dem lignede Botar, men var det tydeligvis ikke. Den anden lignede en Toa, men ikke en Axonn kendte. Det første han havde lært efter at have fået tildelt dette område, var overvind først, stil spørgsmål senere.

Botars dobbeltgænger opdagede Axonn først, og prøvede at spærre hans vej. En fejning fra en pansret knytnæve væltede ham omkuld. Axonn sprang oven på Toaen i løbet af et glimt fra et hjertelys, med øksebladet presset mod den indtrængendes hals.

"Hvem er du?" knurrede Axonn. "Hvad gør du her?? Tal!"

"Mit navn er Krakua," svarede Toaen og forsøgte forgæves at skubbe øksen væk fra sin hals. "Jeg blev sendt for at finde dig. Der er brug for dig."

"Hvem har sendt dig?" spurgte Axonn.

"Toa Helryx. Brug din maske, du vil se jeg taler sandt."

Axonn gjorde netop det, og kaldte på kræfterne i sin Kanohi Rode, Sandhedens Maske. Til hans overraskelse fortalte den ham, at hans fange faktisk var ærlig. Han rejste sig og lod Krakua komme til fods. "Så du er fra Mata Nui-Ordenen," sagde Axonn. "Jeg kan se rekrutteringsstandarden er skredet lidt."

Krakua tog sig ikke af bemærkningen. I stedet sagde han, "Kom med os. Din tilstedeværelse er krævet på Daxia."

Før Axonn kunne komme med en indvending, var Botar-typen rykket nærmere og havde aktiveret sin teleporteringskraft. Alle tre forsvandt fra Voya Nui, kun for at dukke op igen i Mata Nui-Ordenens fæstning på Daxia. Axonn havde været der før, så dens udseende kom ikke bag på ham. Det gjorde synet af hans tidligere makker Brutaka dog. For ikke at nævne den enorme drage ved hans side, hvis masse næsten fyldte den store hal.

"Det må være desperate tider, hvis de kalder på en gammel krigs-Rahi som dig," sagde Brutaka med et smil. "Åh, forresten, har du mødt høje, grønne og grusomme her? Du skal ikke tage dig af skællene og tænderne, men måske skulle du blive stående i vindretningen for ham."

"Brutaka!" sagde Axonn. "Hvad laver du - hvordan er du kommet ud af Afgrunden?"

"De lod mig slippe før tid for god opførsel," smilede Brutaka. "Men jeg er det mest chokerende ansigt her på stedet. Det er nu, min ven. Ordenen skal til at afsløre sig selv efter alle disse år. Helryx har selv fortalt mig det."

"Hvad sagde hun?"

"Ét ord," sagde Brutaka og hans smil forsvandt. "Skæbnekrigen."

---

En Mørk Jæger kendt som Oldgammel stod på stranden på øen Odina. Bag ham fortsatte genopbygningen af fæstningen ødelagt af Pohatu Nuva hurtigt. Hans øjne afsøgte vandene, så efter Lariskas tilbagevenden fra hendes mission. Han var ivrig efter at høre præcis hvad hun havde set og hørt.

Et råb fik ham til at se op. Det kom fra en Rahi med flagermusvinger, der kredsede i cirkler gennem himlen, en, der ikke stammede fra Odina. Han genkendte væsenet som et avlet til langdistanceflyvning. De Mørke Jægere havde brugt dem mere end en gang til at sende beskeder til agenter stationeret på andre øer. Men det flyvende væsen ovenfor kom ikke fra en anden Mørk Jæger. Da et halvt dusin flere sluttede sig til den, begyndte de at flyve i et mønster genkendeligt for ingen på øen, med undtagelse af Oldgammel. Det var en besked til ham, og en som hastede. Tiden var inde. Han måtte finde Den Beskyggede og forsøge at få ham til at forstå, at der kun var en eneste mulige fremtid for de Mørke Jægere. Og hvis Den Beskyggede, hans gamle ven, ikke var til at tale til fornuft, var Oldgammel nødsaget til at slå ham ihjel.

---

Et andet sted gik Vezon frem og tilbage i hans celle på Daxia. På den anden side af korridoren stod to kæmpestore vandtanke. I en af dem svømmede de seks Piraka, nu muteret til vandslanger. (havslanger?) I den anden var en bizart udseende skabning andre kaldte for Karzahni, som Vezon syntes så temmelig sindsyg ud. Og Vezon kendte til sindsyge.

Da Brutakas hold først var undsluppet fra øen Artidax med Makuta Miserix, var de fløjet til en gold ø i midten af ingenting. Efter en kort stund havde Brutaka fået dem på farten igen, denne gang til et sted kaldet Daxia. Brutaka forklarede, at øens beliggenhed altid havde været hemmelig før, men at hemmeligheder ikke havde noget betydning længere. Det gjorde taknemmelighed tilsyneladende heller ikke, for Vezon og Roodaka blev smidt i fængselsceller umiddelbart ved deres ankomst.

Vezon var ærlig talt skuffet. Jo, han havde forsøgt at stjæle Livets Maske, og jo, han havde forsøgt at slå Toa Inikaerne ihjel en, tja, to gange. Og, okay, han havde gjort en indsats for at veksle deres liv til Zyglakerne mod hans eget, men det var jo ikke lykkedes. Og han havde frivilligt, tja, var blevet tvunget, faktisk blevet truet med kropslig skade, hvis han ikke hjalp til, men han hjalp rent faktisk til med at redde Makuta Miserix. Og hvad var hans belønning? En kold celle, en kold vagt, og intet i nærheden han kunne bruge til at slå Pirakaerne ihjel med. Var det retfærdigt?

Hans funderen blev afbrudt af Trinumas højrøde rustning. Ordensmedlemmet tog et godt kig på Vezon, trak på skuldrene og rystede på hovedet. Derefter låste han celledøren op og rev den op. Det er din lykkedag, usling," sagde Trinuma. "Du er blevet løsladt."

"Er jeg?" sagde Vezon. "Jeg mener, selvfølgelig er jeg det. At holde et væsen af mit geni låst inde er et forfærdeligt spild af ressourcer. Der er ingen tvivl om, at dine herrer har tænkt sig at spørge mig til råds om strategier og taktikker."

"Nej," sagde Trinuma. "Jeg mener at have hørt dem nævne noget om at have brug for nogen, der kan dø en grufuld død uden at blive savnet. Så naturligvis kom de i tanke om dig."

Vezons forvirrede hjerne bearbejdede, hvad Trinuma havde sagt, og på en eller anden måde besluttede den, at det var et kompliment. "Ja, selvfølgelig," svarede han. "Før an, og lad mig vise jer, hvordan man rigtigt dør."

Kapitel 2

Axonn dukkede sig ned bag en lav stenmur og så på Ild- og Iskuglerne, som fløj hen over hans hoved. Ved siden af ham sad Brutaka og kiggede frem fra det smuldrende stykke dække nu og da, og slyngede en ladning fra sit sværd.

"Bank på hoveddøren," skældte Axonn. "Fantastisk strategi. Jeg tror al den tid i Mahri Nui har givet din hjerne vandskade."

"Åh, kom nu," sagde Brutaka smilende. Han skød en angriber ned med en energibolt og ramte en anden i skulderen. "Du elsker det her, og du ved det. Efter at have tilbragt tusindvis af år med at sidde på Voya Nui og vente på, at noget skulle hænde, kunne du godt bruge noget motion."

En grønhudet Skakdi klatrede over muren, med en piggebesat kølle i hånden. Axonn fik ham hurtigt at fortryde dette.

"Det her skulle være en dejlig nem opgave. Gå til Zakaz, find krigsherren Nektann, arranger en alliance mellem Ordenen og Skakdierne. Bliv ikke holdt nede på en strand af en arrig hærskare."

"Bliver vi holdt nede? Vi bliver ikke holdt nede," sagde Brutaka. "Se her."

Brutaka hoppede over muren og affyrede en energibolt mod en halvforfalden bygning. Han skar gennem dens eneste støtte og fik strukturen til at vælte ned mod en hob af Skakdier. Da støvet havde lagt sig, lå de alle sammen fanget under murbrokkerne.

"Se, de er holdt nede," sagde Brutaka.

Axonn sukkede. "Det føles som de gode gamle dage," sagde han. "Nu husker jeg, hvorfor jeg hadede dem så meget."

"Hvis du kunne lide den idé, vil du være vild med den her," svarede Brutaka. Før Axonn kunne nå at reagere havde Brutaka grebet ham bag i nakken. Han trak Axonn på benene og stillede sig ved siden af ham, med en fri arm hævet. "Vi overgiver os!" råbte Brutaka til Skakdi-hæren. "Grib os, vi er jeres."

---

Et andet sted ville en grosserer på øen Stelt, i løbet af hele sit liv, få stort set alting at se mindst én gang. Stedet var en korsvej for forbrydere, desperate folk og de der blot var på udkig efter hurtigt tjente penge, eller en handel det var bedst at holde skjult fra Toaer. Denne grosserer havde dog i særhed for nylig set mere end han ville have ønsket. En lille gruppe krigere, herunder den forhadte Roodaka, havde stjålet et af hans bedste skibe. Værre endnu var, at de havde gjort det på en sådan måde, at ingen som helst ville tro på, at det var sket. Alting var dog omsider faldet til ro. Han havde formået at finde et nyt skib og havde samlet alle medlemmer af den gamle besætning, der stadig var i live.

"Hvor er Teridax?" knurrede dragen.

"Teridax? Hvem eller hvad er det? Og hvordan skulle jeg kunne vide det?" sagde grossereren og rakte febrilsk ud efter et våben, men fandt intet bedre end en knækket Kanoka-disk.

"Jeg kender Stelt," sagde dragen, "En Nui-Rama summer ikke på Tren Krom-Halvøen uden at I afskum får det at høre. Så jeg spørger igen, hvor er han? Hvor er Metru Nuis Makuta?

"Jeg ved det ikke! Jeg sværger!" råbte grossereren.

Dragen skovlede sit offer op i en kæmpestor klo. "Jeg har ikke tid til det her, jeg har steder, jeg skal være, og kroppe, som skal knækkes. Jeg vil have, at du sender en besked til alle dine vener, til alle som sejler ind og ud fra denne ø. Fortæl dem, at Miserix er tilbage, og når jeg finder ham, er Teridax død!"

---

Et andet sted igen, sad Vezon i en lille jolle med et ravnesort sejl. Trinuma sad ved buen og holdt øje med mulige trusler. Hvis han betragtede Vezon som en, viste han det ikke. For hans vedkommende var Vezons bare glad for at være ude af sin celle. Fængslet var alt for... indespærrende, men han tænkte, at det var essensens hoved. Apropos punkter, så havde Trinuma givet ham en dejlig dolk. Vezon havde sagt "tak" ved ikke at prøve at hugge den ned i sin ledsagers ryg.

"Hvor er vi på vej hen?" spurgte Vezon, “Hvorfor er vi på vej? Er vi overhovedet på vej, eller sejler vi bare i store cirkler? Eller er det en spiral? Jeg rejste engang ned gennem en spiral: en stor stentunnel, der fortsatte nedad og nedad og nedad og sluttede i Zyglaker. Hvem der end byggede den, havde overhovedet ingen sans for dekoration"

"Vil du tie stille?" sagde Trinuma, "Det her er en hemmelig mission. Forstår du det?"

"Selvfølgelig," svarede Vezon, "Hemmlig mission betyder, at hvis du bliver slået ihjel, fortæller jeg det ikke til nogen. Og du har stadig ikke besvaret nogen af mine hundrede og ti spørgsmål eller de efterfølgende."

Trinuma sukkede af frustration. "Vi er på vej til et sted kaldet Destral. Når vi er kommet dertil, begynder din opgave. Hvis den lykkedes for dig, lever du så at plapre løs endnu en dag. Hvis du fejler, vil du dø på grusom vis. Okay?"

"Destral ... Destral. Vent et øjeblik, det er jo Makuta-basen! Spiriah var en Makuta. I hvert fald var han det, indtil Miserix slog ham ihjel. Jeg har fløjet med Miserix, har jeg fortalt dig det? I hvert fald indtil han lavede de der loop og smed mig af sin ryg. Havvandet er virkelig koldt, du skal ikke tro andet er sandt. Så hvad er det jeg skal på Destral? Tyveri? Mord? Løbe med skarpe genstande?"

"Du har den vigtigste af alle opgaver," sagde Trinuma, "Du skal forråde Mata Nui-Ordenen, hele universet, og sådan her, skal du bære dig ad."

Kapitel 3

En af de særegne ting ved en Skakdi-krigsherres base er manglen på nogen form for fangehul, torturkammer eller krigsfangelejr. Historien har vist os, at der er meget lidt mening med at torturere en Skakdi, fordi de aldrig siger noget, bortset fra når de forhandler, for det meste om deres egen frihed, hvilket de færreste gidseltagere vil gå med til. Og at holde fangere medfører, at man skal lytte til dem jamre om ligegyldigheder, som mad, vand og en stor kølle til at slå de Stenrotterne ud, som bliver ved med at komme på midnatsbesøg.

Så da Brutaka og Axonn blev marcheret ind i krigsherren Nektanns lejr, syntes ingen at være sikre på, hvad de skulle stille op med dem. Det faldt dem ind at slå dem ihjel med det samme, men så ville det være umuligt at finde ud af, hvorfor de var kommet til øen til at begynde med. I modsætning til den berømte Nekrofinke fra Zakaz' bjerge, fortsatte de fleste væsener ikke med at synge efter deres død. Det var Axonn, der insisterede på, at de blev ført foran Nektann selv. Nektann var større end den gennemsnitlige Skakdi, eller virkede i hvert fald til at være det mens han sad på sin trone lavet af hans fjenders sammensmeltede våben. Han var ledsaget af sit kæledyr, der lignede en Muaka-kat dækket af pigget rustning. Nektann, som altid var en nådig vært, spurgte dem, om de havde noget at sige, før han fik dem smertefuldt splittet ad.

"Ja," sagde Axonn, "Makuta-Broderskabet."

Nektann spyttede på jorden. Muakaen knurrede. "Hvad med dem?" spurgte krigsherren.

"Vi vil give dig en chance for at plyndre deres fæstninger, stjæle deres våben, og myrde deres krigere," sagde Axonn.

"Vi ville gerne have givet 'Få deres kvinder til at græde' med i købet, men har du nogensinde set en kvindelig Makuta?" tilføjede Brutaka. "De er ikke just noget kønt syn."

"Hvorfor skulle jeg lytte til jer, når det ville være så meget hurtigere og lettere at smide jer ind i Tahtorak-folden?"

"Fordi vi allerede har besøgt Zakaz' andre krigsherrer," løj Axonn. "Hvad, troede du at vi ville opsøge til dette lille hul i jorden først? De har alle sagt ja til at alliere sig med os. Hvis du nægter, kan du blive siddende på din lille trone og se til, mens de bliver rigere og mere magtfulde."

Nektann gjorde en sur mine, det eneste ansigtsudtryk, som var grimmere end en Skakdis smil. Ingen krigsherre med respekt for sig selv ønskede at blive udelukket for en chance for glorværdig krig og endnu mere glorværdigt krigsbytte. Til sidst nikkede han.

"Hvorfor fortalte du ham, at vi har snakket med de andre krigsherrer?" hviskede Brutaka. "Vi mangler stadig at tage hen til deres lejre og få dem overbevist om at indgå alliancen."

"Det er meget arbejde," indrømmede Axonn, "så du må hellere komme i gang."

---

Toa Mahri Jaller stod i midten af Metru Nui og stirrede op på statuen af den afdøde Matoro. Den var blevet bygget af Turaga Onewa selv, som en hyldest til den faldne helt. Det var godt at vide, at hans kammerat var husket og altid ville være det, men det gjorde ikke meget for at fjerne den sorg han følte over hans død. Han måtte indrømme, at tankerne om Matoro havde distraheret ham. Da de andre Toa Mahri forlod byen for at finde Takanuva, valgte han at blive tilbage. Da de vendte tilbage og rapporterede, at der ikke var noget tegn på Lysets Toa, hørte han knap nok efter. Det plagede ham stadig, at Toa Mahri ikke havde kunnet opfylde deres skæbne uden at miste en af deres egne. Bag ham kunne han høre de andre Toaer holde et møde. Metru Nui var stille for nu, med Kardas-Dragen overvundet og de fleste af de andre Rahi tilbage i Arkiverne. Alligevel kunne heltene aldrig slappe af. Hvem vidste, hvor den næste trussel kunne komme fra?

Pludselig opstod et glimt af lys. Da Jaller genvandt sit syn, stod der seks Toaer foran ham. Han genkendte ikke nogen af dem. Instinktivt gjorde han sine våben parat.

"Velkommen til Metru Nui," sagde Jaller, "Hvem er I? Hvorfor er I kommet her?"

En af de nyankomne, en anden Ildens Toa, trådte frem, "Mit navn er Norik, af Toa Hagah. Jeg beder dig og dine holdkammerater at gå til side. Vi ønsker ikke at se nogen blive såret mens vi udfører vores opgave her."

"Toa Mahri træder ikke til side for nogen," sagde Toa Hewkii og trådte frem. "Fortæl os, hvad du gør her, eller I vil blive betragtet som vores fjender."

"Hvad vi laver," sagde Norik, "er lige så enkelt, som det er frygteligt. Vi er kommet for at udslette Colosseum."

---

Vezon landede hårdt på stengulvet i Makuta-Fæstningen på Destral. Han var blevet fanget af Rahkshi mindre end to minutter efter Trinuma havde sat ham af på øens kyst. Vezon havde aldrig før mødt en Rahkshi, og fandt frem til, at han ikke brød sig om dem. De fleste væsener havde en lugt, enten rar eller væmmelig; Rahkshi lugtede af koldt metal og død. Den Makuta, som kom for at hilse på ham bar en lilla og blodrød rustning. Selvom Vezon var høflig nok til at præsentere sig selv, gad Makutaen ikke i at sige sit navn. Vezon var fristet til at brokke sig over dette, men spyddet ved hans hals, det som dryppede af syre, overbeviste ham om, at han burde gemme det til en anden gang.

"Hvem er du?" sagde Makutaen. "Hvad er du? Og hvordan kom du her?"

"Mit navn er Vezon, Deres mørke, og jeg blev bragt hertil af en agent for en magt, som ønsker at skade dig og dit Broderskab. De ville have mig til at komme og fortælle dig, at de eksisterer og planlægger at angribe denne ø, men jeg det vil jeg ikke gøre, næ nej nej!"

"Det gjorde du lige," sagde Makutaen. Bag Vezon rykkede tre Rahkshi sig tættere på med deres stave parat til angreb.

"Ja, selvfølgelig gjorde jeg det, men kun for at fortælle dig, at jeg ikke vil gøre det!" sagde Vezon frusteret. Hvordan skulle dette væsen håbe på at kunne erobere universet, og samtidig være så langsom? "Det er alt sammen et trick, ser du. De vil have mig til at lade som om jeg forråder dem. De vil have dig til at koncentrere dine styrker her om et angreb, som aldrig vil komme. Men jeg valgte: Hvorfor lade som om, jeg forråder dem, når det ville være langt sjovere faktisk at gøre det?"

Makutaen greb fat i Vezons hals og knaldede ham mod muren.

"Tal, fjols! Og lad kun sandhed og klarhed komme fra din mund, hvis du ønsker at beholde den fremover."

"Sandhed og klarhed... Sandhed og klarhed... Jeg tror ikke, jeg kender dem," svarede Vezon. "Vil du være tilfreds med 'bleglæbet og bævende?' Denne Mata Nui-Orden, den ønsker at samle en hær og flåde, true Destral, tvinge dig til at teleportere den væk fra, hvor den er nu, og så..."

Da Vezon ikke fortsatte med det samme, strammede Makutaen sit greb.

"Okay, okay! Jeg tog blot en pause for effektens skyld. De har en spion inde i fæstningen. De har saboteret din teleporteringsmetode. Når du prøver at bruge den igen... Tja, jeg ville nødigt begynde at læse nogle lange tavler, lad os sige det sådan. Og nu, hvordu ved det, så fortæl mig, hvad vil gøre ved det?"

Kapitel 4

Axonn og Brutaka stod på en stejl skråning og så ud over en slagmark. Nedenfor var den samlede magt af Zakazs Skakdier fanget i en kamp mod en lille hær af Rahkshi. Stedet var en unavngiven ø i de sydlige økæder, som blev benyttet af Makuta-Broderskabet til forberedelser til en invasion af fastlandskontinentet. Rahkshi var blevet bragt dertil i al hemmelighed, og havde fået lov til at øve deres færdigheder på de spredte matoranske beboere. Naturligvis var der ikke længere nogle Matoranere på denne ø. Til at begynde med havde Skakdi lidt forfærdelige tab, men de var i stand til at udvise noget, som Rahkshi kun kunne foregive: raseri. Sulten efter sejr og fyldt med had mod deres fjender, grupperede barbarerne igen og flåede genenm rækkerne af Rahkshi. Det var på én gang overvældende, spændende og kvalmende.

"Kom nu," sagde Brutaka og rev sig væk fra forestillingen. "Du ved, hvad vi er kommet efter." Sammen begav de sig ned ad bakken og dybere ind i en lille kløft. I midten, begravet under jorden og klippestenen, var en firkantet faldlem af metal med en jernring. Efter at Axonn havde flækket klippestenen med sin økse, greb Brutaka om ringen og træk lemmen op. En stank steg op fra bag lemmen. Lugten af ælde og forsømmelse, forfald og forrådnelse. De to medlemmer af Mata Nui-Ordenen kravlede ned i hullet.

Axonn sendte energi gennem sin økse og belyste kammeret. Det var tydeligt, at der ikke var gået nogen her siden, måske, dengang man begyndte at regne tiden. Stedet var bar sten, og det eneste interessante var pølen i midten. Vandene var grønsorte og hvirvlede rundt arrigt, på trods af, at der ikke var selv den mindste brise til at bevæge dem.

"Er det her alt?" spurgte Brutaka.

Axonn nikkede. "Ja, dette er stedet, hvor Den Store Ånd skabte Makutaerne. Og det eneste sted, hvorfra nye Makutaer kan udspringe af. Fra den pøl kom deres substans, der blev gjort levende af Den Store Ånds magter indtil tiden omdannede den til ren energi."

"Så, hvis vi destruerer pølen?" sagde Brutaka.

"Ja. Der kan aldrig komme flere Makuta igen. Men har vi retten til at gøre det af med en art?"

Brutaka var i færd med at kigge på pølen, med store øjne. "Jeg ville meget gerne debatere filosofi med dig, gamle ven, men jeg tror, vi har et problem."

Vandene i pølen eksploderede pludselig op og ud. Fælt, skoldende væske ramte Axonn og Brutaka og sviende ind gennem åbningerne i deres masker og rustninge. Det hvæsede og vred sig, som noget levende, og brændte hvert eneste sted, det berørte. Midlertidigt blændet og i smerte, vaklede de to krigere og så snublede de og faldt lige ned i selve pølen.

---

Toa Helryx sad i kommandokammeret i hendes fæstning på Daxia. Krigen mod Makuta-Broderskabet var begyndt, og den var ikke begyndt godt. Selv om Ordenen gennem de Mørke Jægere nu besad Xia, havde de ikke været i stand til at fjerne Makuta-styrker fra øen Nynrah. Andre steder var Ordenens overraskelsesangreb blevet mødt med uventet og voldsom modstand af Rahski og Exo-Toa. At være en leder betyd, at man var nødt til at træffe svære beslutninger, noget hun altid havde vidst. I sin tid havde hun sendt agenter på missioner, hun vidste de måske ikke ville komme tilbage fra. Hun havde beordret, at alle der vidste, hvor Artakha lå, skulle myrdes, og nu var hun nødt til at lave to andre afgørende beslutninger, der kunne føre til sejr eller nederlag. Den første havde været nem nok. Hun sendte en budbringer til Metru Nui, bærende på Visoraks Hjerte. Denne artefakt havde evnen til at kunne hidkalde Visorak-horderne fra ethvert sted i universet. Det skulle leveres til Toa Mahri, med instrukser om at bringe det til den vulkanske ø, Artidax, og bruge den der. Den anden var mere svær. Brutaka havde informeret hende om tilstedeværelsen af Hydraxon i Afgrunden, såvel som begivenhederne, der fandt sted der. En anden budbringer var blevet sendt til Dybet med ordre til fangevogteren. Hun kunne ikke vide med sikkerhed, om han ville følge dem, grundet deres natur, ellers ville hun simpelthen give Broderskabet i bytte for en værre ondskab. Men sket var sket. Nogle gange hadede hun at være ansvarlig.

---

Hydraxon gik frem og tilbage i det mørke, huleagtige kammer, der var Dybet. I hans hånd holdt han en tavle, der indeholdt ordrer fra Helryx. Instrukserne hugget i stenen var næsten umulige at tro på. Kammerets dør åbnedes. Det var Toa Lesovikk, der vendte tilbage med endnu en undsluppen fange. Selv om de to var tørnet sammen, da de første gang mødtes, havde de siden sluttet sig til hinanden i bestræbelserne på at genindfange de tidligere fanger fra dette enorme fængsel. Hydraxon tøvede med at vise ordrene til Lesovikk. Det var trods alt meningen, at Mata Nui-ORdenen skulle blive holdt hemmelig, men hvis situationen, som den var beskrevet på tavlen, var sand, så tænkte han, at den ikke længere fra nogen hemmelighed.

Lesovikk fløjtede sagte, mens han læste tavlen. "Så hvad har du tænkt dig at gøre?" spurgte han.

"Hvad jeg altid har gjort," svarede Hydraxon. "Parere ordrer."

Han kravlede ned ad jernstigen, der ledte til den laveste niveau af celler. Her blev Pridak, Kalmah, Mantax og Ehlek holdt tilfange. De fire Barraki kiggede på deres fangevogter med åbenlys foragt.

"Er du kommet for at håne os?" snerrede Mantax.

Pridak smilede og viste rækker af skarpe tænder. "Vi slog dig ihjel en gang, husker du nok. Vi kan gøre det igen."

Hydraxon ignorerede den åbenlyse vanvid. Han var jo trods alt levende og ved godt helbred, så han havde tydeligvis aldrig været død. "Jeg har et... tilbud til jer," sagde han, men var nødt til at tvinge hvert ord ud. "Der er en krig igang. En krig, der skal bringe Makuta-Broderskabets regime til ophør. Gå med til at kæmpe mod Makutaerne, og I vil gå fri."

"Og hvis vi nægter?" sagde Kalmah. "Hvorfor skulle vi risikere vores liv for at kæmpe andres kig?"

"Hvis I nægter," sagde Hydraxon, "vil I opdage, at der er steder langt dybere end Dybet, I kan blive begravet i."

"En anden chance," sagde Pridak. "En anden chance til at kæmpe, til at føre hærer an, til at erobere. Og når Broderskabet falder, vil De Seks Kongerigers Forbund rejse sig igen."

Kapitel 5

Den Beskyggede - herre over Mørkerts Jægere, Makutaernes dødelige fjende, tyv, lejemorder og erobrer - kedede sig. Siden han og hans folk var blevet sendt ud for at erobere øen Xia af Mata Nui-Ordenene, havde der ikke været synderligt meget at bedrive tiden med. Øen var blevet pacificeret på få timer. Bortset fra de lejlighedsvis to eller tre af de Mørke Jægere, der blev udpeget af Ordenen til en mission, havde hovedparten af deres styrker endnu ikke haft mulighed for at handle. Den Beskyggede brød sig ikke om at føle sig bundet fast på denne ø, eller blive ignoreret. Af denne grund tilbragte han denne dag med at se sig omkring på Xias fabrikker efter noget underholdning. På trods af hans pres for at få alle fremstillingscentre til at fungere igen, var mange af bygningerne stadig slemt beskadiget efter kampen mellem Tahtorak og Kanohi-Dragen. Det var mens han gik gennem en sådan bygning, at han stødte på en Vortixx, der var i færd med på hektisk vis at rydde murbrokker væk.

"Hvad laver du her?" spurgte Den Beskyggede.

Vortixxen gispede, overrasket. Da han så, hvem det var, der henvendte sig til ham, faldt han ned på ét knæ og bøjede hovedet. Vortixxen lod til at have mange års erfaring med hvornår og hvem han skulle underkaste sig.

"Intet, Store Herre," sagde Vortixx, "bare… i gang med at rydde op, så alle fabrikkerne kan begynde at producere igen, som du beorderede."

Den Beskyggede sagde ingen. Han vidste, hvordan en løgn lød. Han havde fortalt nok af dem selv. Efter adskillige øjeblikke, sagde han, "Så vil jeg hjælpe dig."

"Nej!" råbte Vortixxen, "Det'… det' unødvendigt. Det er arbejde for arbejdsklassen, ikke en hersker som dig selv."

Kraft lynede ud fra Den Beskyggedes stav. Et bånd af krystallisk Protdermis dukkede op omkring Vortixxens mund og lukkede munden på ham.

"Jeg sagde, jeg vil hjælpe dig," gentog Den Beskyggede.

Den Beskyggede skrævede over til bunken af murbrokker og begyndte at grave, og fjernede aldrig sine øjne fra Vortixxen. Jo dybere han gravede, desto tydeligere oprørt virkede Xianeren til at være.

Hvad, undrede han sig, ventede på bunden af dette hul?

Han fandt snart ud af det. Adskillige meter nede, stødte han på en Protostål-kasse. Brændt ind i låget var Makuta-Broderskabets symbol. Kassen var låst, men låsen kunne ikke hamle noget op imod den nu meget nysgerrige Mørke Jæger. Han åbnede den forsigtigt- det kunne jo være en eller anden snedig fælde. Me nda han så, hvad kassen indeholdt, blev hans øjne store.

"Åh, se så, se så," sagde Den Beskyggede, mens han så på noget, som snart kunne gøre ham til verdenshersker.

---

Det kunne sandelig siges, at Vezon havde et unikt livsperspektiv. Måske var det på grund af den kendsgerning, at han rent faktisk kun havde været i live i nogle få uger. Måske var det fordi, han brugte tid på at bære Livets Maske. Eller måske var det bare det faktum, at han var håbløst sindssyg. Men han måtte indrømme, at det perspektiv han havde den dag i dag, var et nyt et: omvendt. Makutaen han havde mødt i Destrals fæstning, som havde identificeret sig selv med en latter som Tridax, havde ikke helt troet Vezons historie om cross and double-cross. Faktisk besluttede han, at nogle efterføægende spørgsmål ville være på sin plads, den slags som blev spurgt mens ens gæst hænger ned fra loftet ved anklerne.

"Jeg har tjekket vores teleporteringsteknologi," sagde Tridax. "Der var ingen tegn på sabotage. Du er en løgner."

"Ja, ingen har nogensinde sagt, at Makutaer var opmærksomme," sagde Vezon. "Hvordan kunne du være så sikker? Hvad hvis jeg selv saboterede det ved at bruge mine utrolige tankekræfter?"

"Du har ingen kræfter," sagde Makutaen og løftede et ondskabsfuldt skarp klinge. "Du har ingen hjerne. Om lidt har du intet hoved."

"Du har ret! Du har ret!" plaprede Vezon. "Der er ingen hær, derer ingen forsinkelse, jeg ønkedede blot fornøjelsen af dit selskab. Tja, fornøjelse er måske et for stort ord. Har jeg fortalt dig, jeg engang bar Livets Maske? Én forkert tanke dengang, og du ville ikke engang have haft aske tilbage. Jeg savner faktisk de dage. Nå, men vær stolt over, di har ret. Der er overhovedet intet, som truer Destral."

Fæstningens mure rystede pludseligt fra et utroligt sammenstød.

"På nær det dér," tilføjede Vezon hjælpsomts.

Klippstensstøv faldt ned fra loftet, masser af våben faldt med et brag på gulvet, og selv ankerne til Vezons kæder løsnede sig. En anden explosion rev et hul i muren og sendte kvæstede Rahkshi fløj ind i kammeret. Denne gang løsnede ankerne sig fuldstændigt og Vezon faldt ned på stengulvet.

Makuta Tridax ænsede ingenting. Hans ordrer var enkle: fasthold Destral på dens nuværende placering, medmindre den var under angreb. I tilfælde af en alvorlig trussel fra Toa eller Mørke Jægere, skulle han teleportere øen ud for bredden af Metru Nui og indtag byen. Han sneg sig væk for at udføre ordrene. Vezon fulgte efter, uset.

"Sådan skal det være," tænkte den forstyrrede eksfange. "Før mig til dine hemmeligheder. Ah, den her plan er så snedig, den næsten kunne være en af mine egne. Og måske vil den være det, før jeg er færdig."

---

Langt mod vest så Pridak fæstningen brænde, og smilede ved synet. Han havde været heldig siden sin løsladelse fra Dybet. Hans tilfangetagere havde forsynet ham med skibe og ressourcerne til at rejse en hær. Fra de værste huller i Universet havde han fundet tidligere Mørke Jægere, forviste Vortixx, endda en Skakdi eller to til hans besætninger. Før Kalmah overhovedet havde nået at udtænke en slagplan, havde Pridak sejlet ud på en sørejse uden ham for at erobre. Det føltes godt. Godt at plyndre og nedbrænde og udradere igen. God at føle den varme glød fra lyssten på hans krop, selv om hans vandfyldte hjem havde afholdt ham fra at lugte den vidunderlige ræg og stank af kamp. Han var tilbage, og tilbage for at blive. Hans mænd havde indfanget styrkerne tilhørende de Makutaer, der besatte dette sted, men havde ikke fundet noget egentlig Broderskabsmedlem.

Nu, mens han vurderede sin erobring, fangede et par ting hans opmærksomhed: strukturen var ikke den oprindelige, den var blevet genopbygget på stedet for et tidligere støttepunkt. De lavere niveauer var stadig ikke færdigbygget, og det var mens han udforskede dem, at an fandt et sært rum. Dybt under kælderen var et rum fyldt med murbrokker. Væggene var blevet smadret, så der kun var pakket jord tilbage, og resterne af de vægge lå strøet rundt omkring på gulvet. Fascineret samlede han et af stykkerne op, kun for at finde ud af, at der var en inskription på den. Symbolerne gav ingen mening for ham og han skulle til at kyle det væk, da han opdagede, at endnu et stykke havde en også bar en lignende inskription. Rent faktisk, så bar alle stykkerne dem. Der var en slags besked her, eller der havde været en, indså han. Nogen havde prøvet at udslette den ved at knuse væggene, men beskeden var her endnu for dem, der havde disciplinen til at afkode den. Og hvis nogen havde ment, at oplysningerne i den var værd at udslette, måtte den sandelig være temmelig interessant. Med den uendelige tålmodighed af en født jæger begyndte Pridak at samle stenene.

De lavere niveauer var stadig ufuldstændige, og det var da han udforskede dem, at han fandt et underligt rum. Dybt under kælderen var et rum med murbrokker. Væggene var blevet smadret og efterlod kun pakket jord bagud, og resterne af disse vægge blev strøet rundt om gulvet. Han blev fascineret og plukket en af ​​stykkerne op, kun for at finde, at der var en inskription på den. Symbolerne gav ingen mening for ham, og han var ved at smide det væk, da han bemærkede, at et andet stykke også havde en sådan inskription. Faktisk gjorde alle brikkerne det. Der var en slags meddelelse her, eller der havde været, indså han. Nogen havde forsøgt at ødelægge den ved at knuse væggene, men beskeden var stadig her for en, der havde disciplinen til at dechiffrere den. Og hvis nogen havde tænkt uanset hvilken information den indeholdt værd at ødelægge, må den faktisk være ret interessant. Med en født jægers uendelige tålmodighed begyndte Pridak at samle stenene.

Kapitel 6

Axonn var ved at drukne. Den grønsorte væske fyldte hans mund og lunger, før han nåede at reagerer. Hans mægtige arme fægtede i luften i et forsøg på at finde noget, han kunne gribe fat i, og fejlede. Mens han sank længere mod bunden, vidste Axonn at her, i Makuta-artens fødested, at han skulle dø. Så steg han pludselig hurtigt op gennem den mørke væske. En stærk hånd havde et greb og ham og trak ham væk fra hans endeligt. Et øjeblik efter mærkede han det hårde stengulv under sig. Han var ved at blive kvalt og gispede. Da farverne endelig holdt op med at hvirvle for hans øjne, så han op på sin redningsmand. Brutaka svævede en meter over gulvet. Grøn ild knitrede fra hans øjne og hans fingerspidser. Hans rustning var revnet flere steder, da vævet den dækkede, udvidede sig. En aura af ren kraft omringede ham, så blændende, at Axonn var nødt til at løfte en hånd for at skærme sit blik.

"Axonn," sagde Brutaka, "vi er glade for, at se, du har overlevet."

"Vi? Brutaka, hvad der' sket med dig?"

"Jeg... vi er blevet til Makuta-artens essens. Vi kendet til de ting, det var meningen, de skulle vide, men har glemt. Vi ser fejlen. Manglerne. Så meget at reparere; men det kan ikke komme til at ske."

Axonn stod op med øksen klar. Han kendte til effekterne, Makutaernes Antidermis havde på Brutaka. At absorbere det gjorde ham på en eller anden måde stærkere, men han havde aldrig set eller hørt noget lig dette. Det var Brutakas legeme og Brutakas stemme, men ordene var ikke kommet fra hans gamle ven.

"Spherus Magna, Splintringen," mumlede Brutaka, ummidelbart mere til sig selv end til Axonn. "De tre, der må blive ét; de to, der må gøre dem til ét.

Brutaka rækte pludselig ud og greb Axonns arm i et jerngreb. Hans berøring brændte, men Axonn kæmpede imod trængen til at skrive.

"Han må huske, han skal få at se, eller rejsen på 100.000 år vil være forgæves. Han skjuler sig nedenunder og forbereder sig på at møde sin skæbne. Vi må drage dertil, vi må råde bod på uretten. Så mange uretter før Splintringen kan ende."

---

Oldgammel klatrede op ad en lav bygningsblok og han trådte forsigtigt for at undgå at snuble over murbrokkerne, der engang havde været en xianisk fabrik. Han havde ledt efter Den Beskyggede i størstedelen af en time. Det skulle have diskuteret byens forsvar, men lederen af de Mørke Jægere var ingen steder at se. Han var bekymret. Toa Helryx havde bedt Oldgammel, hendes spion blandt de Mørke Jægere, om regelmæssige rapporter om situationen på Xia og Den Beskyggedes gøren og laden. Hun forventede fuldt ud, at Makuta-Broderskabet ville angribe øen, og han var allerede forsinket med sin seneste raportafsendelse. Oldgammel nåede toppen af bygningen. Det første han så var Den Beskyggede, som stod midt i en bunke murbrokker. Han holdt en lille kiste, som var åben, og stirrede på indholdet med et modbydeligt smil i hans ansigt. Da Oldgammel kom nærmere, bemærkede han to andre ting: en død Vortixx liggende på jorden hvis ansigt var indkapslet i krystallinsk protodermis. Og præcis, hvad der lå i kisten: tre hætteglas.

"Hvad har du fundet?" spurgte Oldgammel. "Og hvorfor skulle en Vortixx være dum nok til at slås mod dig om den?"

Den Beskyggede så op, overrasket. Men da han så, det var Oldgammel, slappede han synligt af.

"Et ganske utroligt fund," sagde han. "Har du nogensinde hørt om Makuta Kojol?"

Oldgammel nikkede. Han kendte historien fra Mata Nui-Ordenen: Kojol havde besøgt Xia for at diskutere muligheden for at få tilføjet en virus til et våben, som Vortixxerne var ved at bygge til Makutaerne. Under Sir visit, var han "uheldigvis" blevet dræbt af en anden virus. Bortset fra, at det ikke var noget uheld, men en Ordensoperation med det formål at eliminere ham.

"Han bragte et antal virusser med sig, da han kom til Xia," fortsatte Den Beskyggede, "nogle blev aldrig fundet igen. Det blev fortalt, de blev brændt til aske sammen med hans rustning. Men det blev de ikke, og jeg har fundet dem."

Oldgammel prøvede ikke at se så bekymret ud, som han følte. Våben som dette i hænderne på Dark Hunters var en katastrofe undervejs. "Fremragende," sagde han, "vi kunne løse disse til en god pris."

Oldgammel prøvede ikke at se lige så bekymret ud, som han følte sig. Våben som disse i hænderne på de Mørke Jægere var en katastrofe, der blot ventede på at ske. "Fremragende," sagde han, "vi kunne få dem løskøbt for en god pris."

"Løskøbe dem?" sagde Den Beskyggede. "Nej, nej, jeg agter at bruge dem. Jeg vil lære, hvad de er, og hvad de gør, og så vil Helryx og Makutaerne adlyde mig! Men jeg får brug for tid... en hel del tid uden forstyrrelser til at arbejde i. Ingen må vide, jeg har dem. Det er derfor, Vortixxen her var nødt til at dø. Og det er derfor..."

To stråler af kraft skød ud af Den Beskyggedes øjne som lancer, og ramte Oldgammel. Veteranen fra de Mørke Jægere forsvandt, disintegreret af kraften fra ladningen.

"Beklager, gamle ven," sagde Den Beskyggede, "men du kender det gamle ordsprog: 'En hemmelighed, der deles, er ikke længere end hemmelighed.'"

---

Vezon sneg sig gennem gangene i Destrals fæstning bag Makuta Tridax, og gjorde sit bedste for at forblive uset. Væggene i den ældgamle bygning rystedes af en voldsom gang tæsk: Mata Nui-Ordenen havde omsider iværksat sit angreb på basen. Hans mission var enkel, bevidst så selv hans vanvittige sind kunne holde sig til den: Han skulle følge efter Tridax, finde frem til de midler, som Makutaerne bruger til at teleportere deres ø fra sted til sted og derefter deaktivere dem. Derefter ville han sandsynligvis blive dræbt af Tridax, men nu var ingen planer jo perfekte.

For dem var Stasis Tubes, tæt på hundrede. Og hvert rør blev besat af en identisk figur. Nogle få havde rustning af jet-black, mest hvid-og-guld, men det var tydeligt, at de alle var de samme. De var i en slags stase. Tridax gik til midten af rummet, hvor et lille bord sad. På bordet var en Kanohi-maske. Tridax rakte hen til det, hvirvlede pludselig og kastede en eksplosion af skygge ved Vezon. Før han kunne undvige sig, havde skyggen fastgjort ham til væggen.

Først lod det til, at alt gik som forventet: Tridax fandt frem til en underkælder, åbenbart intetanende om, at han blev forfulgt. I bunden af kælderen var et massivt kammer. Det, der ventede i dette kammer, chokerede selv den dybt forstyrrede Vezon. Væggene tårnede sig op i tolv meters højde, hele vejen rundt. Langs dem stod staserør, tæt på et hundrede. Og i hvert rør var der en identisk skikkelse. Få af dem havde rustninge af ravnesort, de fleste hvid-og-guld, men det var tydeligt, de alle var den samme skabning. De var i en slags stase. Tridax gik ind i midten af rummet, hvor et lille bord stod. På bordet var en Kanohi-maske. Tridax rakte ud efter den, men så snurrede han pludselig rundt og kastede en eksplosion af Skygge mod Vezon. Før han kunne nå at undvige den, havde skyggen fæstnet ham til væggen.

"Troede du, jeg ikke kunne høre dit klodsede forsøg på at følge efter mig?" sagde Tridax. "Nuvel, Skakdi-rak. Vil du gerne høre Destrals mest magtfulde hemmelighed? Vil du have tilfredsheden af at vide, hvad der gemmer sig her, før du dør? Se dig omkring."

Vezon gjorde det, men han lærte ikke mere af det.

"Imponerende samling," sagde han. "Jeg foretrækker selv muslingeskaller. Nogle gange blade. Åh, og hovederne fra mine fjender, selv om de fylder så meget." Tridax smilede og holdt masken op.

"Ved du, hvad det her er? En Kanohi Olmak, Dimensionsportenes Maske. En af kun to, der kendes til. For ikke lang tid siden påbegyndte jeg og min kollega, Makuta Mutran, nogle eksperimenter i det henseende at udvikle et væsen kaldet en skyggeigle. Et væsen, der kunne dræne lyset fra andre og omdanne dem til væsener af skygge. Det var det, der gav mig min idé. Jeg vidste masken kunne nå ikke blot steder i denne dimension, men også andre virkeligheder. Og derfor er jeg begyndt at rejse til de andre virkeligheder og samle hver af deres Toa Takanuva, og bragt ham tilbage hertil, og fodret hans lys til mine kæledyr. Når jeg er færdig vil jeg have en hær af Skygge-Toaer, alle skabt fra Makutaernes allerfarligste fjende."

Murene rystedes igen.

"Så tror jeg hellere du må skynde dig at blive færdig," foreslog Vezon.

"Det behøves ikke," sagde Tridax. "Jeg behøver kun at frigøre de Skygge-Takanuvaer jeg allerede har skabt, så vil de skaffe mig af med fjenden. Og så vil jeg begynde arbejdet i alvor. Og så kan jeg..."

Tridax standsede ved lyden af krystal, der knustes. Forbløffet lod han sin skyggekraft bortfalde. Vezon gled ned på jorden, men ikke før han så Makutaen se på sin arm i rædsel. Noget var i færd med at opløse hans pansrede handske for øjnene af ham, og hans antidermis lækkede ud i luften. To skabninger trådte ud fra skyggerne. Den ene var en Matoraner, den anden af en anden art, meget høj og meget farlig af udseende. Han så på Makutaen og lo - en skurrende og ondskabsfuld lyd.

"Makutaernes allerfarligste fjende?" sagde Tobduk. "Forbered dig, du skal netop til at møde ham."

Fortsættes i Våbenbrødre del 6.

Kapitel 7

Toa Helryx, Mata Nui-Ordenens leder, trådte forsigtigt hen over resterne af en slagmark. Hun befandt sig på stranden på øen Nynrah, stedet for en kamp mellem Makuta-Broderskabet og Ordenen. Efter et langt og voldsomt slag, havde Ordenen sejret. De drev Broderskabets styrker væk fra øen eller knuste dem på stranden. Nu vandrede hun gennem sandet, og samlede lejlighedsvis et stykke Rahkshi-rustning op, studerede det nærmere et øjeblik og kastede det så bort.

Der var en mening med vanviddet. Ved at bruge hendes Kraftmaske kunne Helryx aflæse en genstands fortid blot ved at røre ved den. Hendes mål var simpelt: Rahkshi blev skabt ved brug af en kraftfuld substans kaldet energifyldt protodermis. Ordenen ønskede at kende alle kilder til den substans, som Makutaerne brugte, så de kunne indfange eller destruere kilderne. Uden dem ville ingen nye Rahkshi se dagens lys.

Indtil videre havde alle dem, hun havde identificeret her, været kilder, Ordenen allerede kendte til. Det var dog alligevel besværet værd. Det ville være langt nemmere at besejre Broderskabet ved at afskære deres kraftkilde i stedet for at slå dem i kamp.

Hun samlede et stykke blodrød Rahkshi-rustning op og kaldte på hendes masked kraft. Denne gang så hun et sted, hun ikke genkendte. Makuta Chirox var der, og en sølvfarvet pøl, men ikke en hvilken som helst pøl, nej, fra denne dukkede en skikkelse op. En skabning, der rent faktisk var lavet af energigyldt protodermis. Hun koncentrerede sig kraftigt og stedet kom til hende: en ø blot nord for en, som hendes nyeste allierede stammede fra.

Helryx smed rustningstykket fra sig og vendte sig mod Keetongu. Rahien var modvilligt gået med til at stoppe sin stræben efter at redde ofre for Visorak længe nok til at hjælpe til i krigen. Til gengæld havde Helryx livet ham, Visorakerne aldrig nogensinde igen ville være en trussel for nogen som helst.

"Vi er nødt til at gå," sagde hun. "Der er en anden kilde."

Det var en kort rejse. Deres destination havde til at begynde med virket ubeboet, men den illusion varede ikke længe. Helryx så… ting, der luskede rundt blandt stenene. De var ikke Matoranere, eller Rahi, men lignede noget midt imellem. Den generelle følelse var, at noget var meget forkert her. Luften, jorden, indbyggerne virkede alle sammen sære, på en eller anden måde, som tydeligvis gjorde Keetongu urolig. Der var ingen bygninger på øen… ingen, der havde fået lov til at blive stående, i hvert fald. Det mest fremtrædende træk var en stor hule. Helryx og Keetongu gik derind forsigtigt. Passagen indsnævredes markant, da de var gået et lille stykke vej, og tvang dem til at kravle for at kunne fortsætte fremad. Helryx kunne ikke lade være med at tænke på, hvor nemt det ville være at blive fanget herinde.

Da passagen igen blev bredere, så Helryx to væsener. Disse var tydeligvis Rahi-dyr, men ikke lig nogle hun havde set før. De var korte, blege og tobenet, med store gule øjne og svage og tynge arme og ben. De trådte baglens og gik til siden, da hun og hendes allierede passerede. Men så snart de to var nået forbi, samlede de sig i en gruppe og fulgte tæt efter.

Helryx og Keetongu kom til et enormt kammer. I midten af det var der ikke en pøl af energifyldt protodermis, men rent faktisk en sø af substansen. Og fra midten rejste skikkelsen af en levende skabning sig. Et hoved, to arme, en overkrop, der endte i selve søen. Dens træk var der knap nok, og dens substans var sølvfarvet energifyldt protodermis. Synet bragte et minde med sig. En agent på Metru Nui havde raporteret, at Turgaga Vakama engang havde nævnt en Entitet, hans hold havde kæmpet mod, da de var Toa Metru. Kunne dette være den samme skabning?

"Jeg har ventet jer," sagde skikkelsen. "Jeg har følt jeres slags arbejde i mine pøle over hele dette univers. Destruktivt, men i sidste ende nyttesløst. Læg lå på en kilde til min substans, og den vil dukke op et andet sted."

"Så vil vi også destruere den der," svarede Helryx. "Hvad er du?"

"Jeg er skabelse og destruktion", svarede Entiteten. "Jeg er kraften til at forvandle og til at destruere. Jeg er hver dråbe af energifyldt protodermis, der eksisterer, og hver en dråbe er mig. Jeg er dig lige så overlegen, væsen af panser og væv, som du er et insekt overlegen."

"Og dit formål her?" spurgte Helryx.

"Jeg har ikke valgt, at komme her," svarede Entiteten. "Jeg levede i en planets kerne, indtil en del af min substans en dag tvang sig op til overfladen. Det tog ikke lang tid for indbyggerne i den verden at opdagede min kraft, eller for dem at begyndte at føre krig over den. Men noget af det, som udgør mit legeme, blev taget og placeret inde i dette univers, og undslap dermed før cataclysm overtog min verden."

"Og nu?" sagde Helryx.

"Nu eksperimenterer jeg på væsener og ting, jeg finder omkring mig," sagde Entiteten. "Jeg har endda ladet andre gøre brug af min kraft, hvis jeg fandt deres intentioner interessante nok."

"Du har hjulpet til med at lave skabninger, der har voldt tusindvis rædsel og død," sagde Helryx. "Det må stoppe."

"Er et våben ansvarligt for de handlinger, den der bærer dem, udfører?" spurgte Entiteten.

"Måske ikke," sagde Helryx. "Men et våben kan blive ødelagt og dermed aldrig brugt igen."

En blød lyd, der måske kulle have været latter, undslap fra Entiteten.

"Jeg har mødt din art før. Så tillid til din magt til at indeholde mig, kontrollere mig eller ødelægge mig. Du er ikke mere end Stone Apes, der strækker sig efter stjernerne og troede på, at du kunne slukke dem, hvis du kun kunne få dem i dit greb ."

"Jeg har mødt din slags før. Så sikker på dine evner til at holde mig nede, styre mig, eller destruere mig. Du er intet andet end Stenaber, der rækker ud efter stjernerne og tror, du kan udslukke dem, hvis bare du kunne få et greb om dem."

Søen begyndte at koge og hvirvle. En stor bølge af energifyldt protodermis rejste sig bagved Entiteten, så bred, at den fyldte hele kammeret, op begyndte at fare hen over jorden mod Helryx og Keetongu

"Forvandling, eller destruktion," sagde Entiteten. "Hvilken vil blive jeres skæbne? Lad os finde ud af det, sammen."

Kapitel 8

Der var ingen steder at flygte til. Der var ingen steder at gemme sig. En tidevandsbølge af energifyldt protodermis var på vej direkte mod Toa Helryx og Keetongu. Når den ramte dem, ville den gøre ét af to ting: forvandle dem forevigt til hvem ved hvad, eller destruere dem begge. Desperat, rakte Helryx ud med hendes Elementkraft. På trods af at have brugt mange tusinde år på at øve sin kontrol over vand til perfektion, gjorde det intet. Selv om energifyldt protodermis var flydende, var det ikke vand og var immun overfor hendes evner. Undergang var på vej i form af en kæmpe sølvfarvet bølge.

Keetongu knurrede. Helryx skævede til ham for at se, at hans opmærksomhed var rettet et sted bag dem - han kiggedee helt præcist på et hul i rummet, der lige var åbnet. Tanker kørte gennem Helryxs sind. Var Brutaka kommet for at redde dem? Hvor førte denne portal hen? Men der var ikke tid til svar, kun flugt. Hun greb Keetongus håndled og trak med over mod hullet. De dykkede ind sammen uden at vide, hvor de ville dukke op henne.

I samme øjeblik viste der sig en skikkelse i portalen. Han trådte ud i kammeret. Hvis nogen havde været til stede og set ham, ville de nok have genkendt ham som forbryderen Vezon, med ansigtet skjult under en Kanohi Olmak, Dimensionsportenes Maske. Og hvis de så nærmere, ville de nok have set hans øjne blive store ved synet af en mur af energifyldt protodermis, der kom susende mod ham.

---

Turaga Vakama gik langsomt gennem Colosseums korridorer. Det havde været hans arbejdsplads, siden han vendte tilbage til byen Metru Nui. Nu var det også hans hjem, samt alle de andre Turagas hjem. Meget havde ændret sig i byen i det seneste dage, ikke alt sammen godt. På trods af at være indespærret havde han været i stand til at hente brudstykker af oplysninger hid og did. Krigslykken var åbenbart vendt mod Makuta-Broderskabet. Adskillige Makuta-holdt øer var faldet, heriblandt, efter rygtet, selveste Destral. Det var næsten for meget at håbe på - måske ville Den Store Ånd vågne og finde hans ærkefjende besejret for evigt.

Han gik forbi sit kammer og gik ned ad en trappe til et sikkert rum. Her var gemt våben, mindesmærker til Toa Mangai, og en meget vigtig Kanohi-maske. Selv om Vakama viste, at det var et af sikreste steder i byen, tjekkede han den stadig hver dag. Hvis indholdet af det rum faldt i de forkerte hænder… han ønskede slet ikke at tænke på det.

Han var halvvejs nede af trapperne, da han hørte et brag. Han skyndte sig ned og fandt et halvt dusin, stærkt bevæbnede Ta-Matoranere, spredt ud som blade i en vindstorm. Døren til kammeret var smuldret af ælde, og gennem den trådte en skabning, Vakama havde håbet han aldrig skulle se igen. For lidt over et tusind år siden, da han stadig var en Toa, havde Vakama kæmpet mod en skabning kaldet Voporak. Omgivet af et felt, der ældede alt, hvad det rørte ved, virkede Voporak umulig at slå, og det krævede en Makuta i sidste ende. Voporak arbejdede for de Mørke Jægere og søgte en ting i Metru Nui: det, han nu holdt i sin store klo, Tidens Kanohi-Maske.

Vakama frøs. Han ønskede at angribe, for at hævne sine faldne venner, men han vidste, at ingen af hans angreb ville standse dette væsen. Voporak vidste det også. Han så på Vakama med noget lignende foragt. Så trak han på skuldrene og vendte ryggen til Turagaen og gik sin vej. Vakama fulgte efter. Få minutter senere overværede han Voporak gå ud gennem et hul i siden på Colosseum. En firarmet kriger bærende på en økse med flere blade brølede ved synet af tyven og stormede mod ham. Voporak rakte ud og greb sin angriber. På få sekunder var krigeren ældet med tusindvis af år, før han faldt til jorden. Voporak blev ved med at gå, og der var intet, vidste Vakama, der kunne håbe på at standse ham.

---

Kalmah bevægede sig vagtsomt gennem hovedfabrikskomplekset på Xia, flankeret af Mantax og Ehlek. Han ønskede ikke at være her. Det ville have været langt mere tilfredsstillende at styre sin nye flåde imod Makuta-Broderskabet, men Pridak havde kontaktet ham og forsikret ham om, at deres gamle drøm om at vælte Den Store Ånd kunne leve igen.

Længere fremme, siddende på en trone, der lige var blevet lavet, var Den Beskyggede, lederen af de Mørke Jægere. Han kiggede køligt på de tre Barraki. Siddende på spærrene ovenover var Darkness, som vogtede over Den Beskyggede, men ikke af noget ønske om at beskytte ham. Nej, Darkness ventede på et tegn på svaghed i lederen for at dræbe ham, så en anden kunne tage hans plads.

"Beskyggede, vi bringer dig hilsner fra Pridak," sagde Kalmah. "Og lykønsker dig vedrørende din besiddelse af denne ø."

Den Beskyggede nikkede blot mens han holdt sit blik fæstnet på Kalmahs vederstyggelige ansigt.

"Pridak mener, at Barrakierne og de Mørke Jægere ville være tjent godt ved en alliance," fortsatte Kalmah. "Efter dette kaos er afsluttet, bliver nogen nødt til at redde stumperne i dette univers. Vi ser en mulighed."

"Og hvad har du at forhandle med, udover jeres frygtsomme ry?" sagde Den Beskyggede med spot i stemmen.

Kalmah smilede blot. "Oplysninger. Vi ved, at Makuta Teridax væltede Den Store Ånd Mata Nui ned, og vi ved hvordan. Vi ved også, at en prototype af virussen, der blev brugt til at gøre det, var skjult på denne ø, og vi mener, du har den."

"Jeg?" sagde Den Beskyggede. "Jeg er Xias ydmyge administrator, folkets simpel tjener. Intet andet."

Kalmah lo. "Du er en løgnagtig, forræderisk sæk Undergangshugorm-ånde. Men du er også meget grundig. Åh ja, vi har hørt alt om dig og din organisation siden vores løsladelse fra fangenskab. Hvis virussen er på Xia, har du den."

Undergangshugorm, undergangsslange, dommedagshugorm dommedagsslange.

Udtrykket i Den Beskyggedes ansigt blev mørkere. En laverestående skabning ville have rystet af frygt ved synet. Men Barrakierne var ikke laverestående skabninger.

"Og hvis jeg har?"

"Du ved, hvor den er, vi ved, hvordan den kan bruges. Og dermed, en handel."

Den Beskyggede anså mulighederne. Han kunne blot dræbe disse tre, som han havde gjort med Oldgammel, men hvis de virkelig vidste noget om, hvordan de hætteglas, han havde fundet, kunne vendes mod Den Store Ånd, tja, det var viden, der var værd at opnå. Han kunne trods alt altid dræbe dem senere.

"På en betingelse," sagde han. "Pridak og jeg skal mødes på neutral jord, landet Karzahni. Hvis jeg er tilfreds med, hvad han har at tilbyde, så, måske, vil Mørk Jæger og Barraki gå side om side ind i et nyt daggry."

Kapitel 9

Det tog Mahrierne lang tid at vende tilbage fra Artidax tilbage til Metru Nui. Jallers første tanke ved ankomsten var, at det have været alt for længe siden. Metru Nui var under angreb. Til at begynde med kunne han kun gætte på, at det var Metru Nui. Den var omringet af høje mure med våben monteret øverst på dem, våben, der udspyede ild og røg på de angribende. Murene var bemandet af krigere af alle slags, hvoraf ingen Jaller genkendte. Vent, stryg det. Beserkeren, der sloges med tre modstandere lignede pludselig meget Hewkii.

"Hvad foregår der?" sagde Nuparu. "Det ser ud til, vi er gået ind i en egentlig (full-scale) krig."

"Det har stået på et stykke tid," sagde Hahli. "Men jeg tror, det er nået til vores by."

Det var et utroligt syn. Øbyen var omringet af flyvende skibe, der fløj Makuta-Broderskabets bannere, flyvende Rahkshi angreb fra alle retninger og skød energikugler fra deres stave mens andre bankede på murene. I en sektion var en del af muren allerede smuldret bort, og krigere kæmpede i hullet i forsøget på at holde invasionsstyrkerne ude.

"De er ved at trænge igennem!" råbte Nuparu.

"Kom så," sagde Jaller. "Vi sejrer eller falder med vores by."

De tre Toa angreb hullet bagfra og flåede gennem rækkerne af Rahkshi med deres Ild, Vand og Jord. De nåede gennem byens mur. Bagved rækkerne af Mata Nui-Ordenens agenter så de en Turaga, der bemandede barrikader.

Jaller skyndte sig hen til Vakama. "Turaga, hvad sker der, hvordan startede det her slag?"

"Det kan vi takke Ordenen for," svarede Vakama. "Nu er vores problem, hvordan vi skal afslutte den, før byen ødelægges."

"Tidens Maske," sagde Hahli. "Kan vi bruge den til, jeg ved ikke, forsinke Rahkshierne på en eller anden måde?"

"Jeg ville ønske, du kunne," sagde Vakama. "Men masken er væk, stjålet af en Mørk Jæger. Han lavede hullet i muren, I kom hertil igennem."

Jaller så sig omkring. I sine dage som kaptajn for Ta-Koros Garde havde han lært en ting eller to om kampstrategi. Et hurtigt blik var nok til at fortælle ham, at Ordenen havde undervurderet voldsomheden af Makutaernes angreb. Rahkshierne havde allerede taget den øvrige del af murene på tre eller fire steder, og i en sydlig sektion havde de tilmed trængt igennem indenfor murene. Mens han så på, faldt murenes forsvar tilbage, og invasionsstyrkerne begyndte at strømme ind.

"Vi har brug for et fortrin," sagde Jaller. "Noget, Rahkshierne ikke foventer."

"Der er flere Toa på vej, men de vil ikke komme tidsnok," sagde Vakama. "Men der er måske en Toa her nu, som kunne hjælpe os. Lyt godt efter…"

---

Det var Hahli, der fandt den omtalte Toa, en Sonikens Toa ved navn Krakua. Da han hørte Vakamas plan, så han på hende, som om hun havde mistet sin forstand.

"Lad mig få det på det rene," sagde han mens han skød Rahkshi med soniske stråler. "Vakama vil have mig til at gå gennem flere frekvensker, indtil jeg finder den, der kan vække noget, som kaldes Bohrokerne?"

"Ja," sagde Hahli. "Vi ved, tja, vi formoder, signalet, der vækker dem er sonisk, men vi ved ikke, hvad det er, eller hvordan vi udløser det. Hvis vi kan vække dem under Metru Nui, og hvis Rahkshierne prøver at komme i vejen for dem, tja, det kan måske købe os noget tid til noget andet, vi pønser på."

"Okay, jeg vil prøve," sagde Krakua. "Jeg lover intet."

Hahli forlod. Hendes næste træk var at bruge sin magt til at forstyrre havet for at forsøge at ødelægge Makuta-skibe. Men før hun kunne gøre det, ændrede alt sig omkring hende. Stjernerne lysede overhead, vinden blev varm, jorden rystede i en mild rysten. Hun vidste ikke hvordan, men på en eller anden måde var hun sikker: Den store ånd var vågnet op.

Hahli gik sin vej. Hendes næste træk var at bruge hendes kraft til at forstyrre havet for at forsøge at ødelægge Makutaernes skibe. Men før hun kunne nå det, ændredes alt omkring hende. Stjernerne skinnede lysere ovenover, brisen blev varm, jorden rystedes mildt. Hun vidste ikke hvorfor, men på en eller anden måde, var hun sikker: Den Store Ånd var vågnet.

Bagved byens mure rejste en storm sig og kastede rundt med Makuta-flåden, som om den var legetøj. Men det gjorde intet for at stoppe Rahkshierne, som blev ved med at komme. De var brudt gennem murene fire steder og hærgede gennem Ta-Metru. Det lod til, at intet kunne standse dem. I hvert fald indtil jorden eksploderede foran dem og en horde af Bohrok dukkede op. Der var ikke mange af dem, kun de eksemplarer, der sov i Arkiverne og de små reder under dem, men det var nok. Rahkshierne angreb med det samme, og Bohrokerne besvarede. De to parter var fanget i tvekamp, og mens de sloges, skød Mahrierne og Ordensagenterne de Rahkshi, de ønskede. Kampen svang frem og tilbage, og i al den tid gik det aldrig op for Rahkshierne, at det eneste Bohrokerne ønskede var, at komme til øen Mata Nui. Var Rahkshierne blot trådt til side, ville kampen have været over.

Byen rystede langsomt fra en række af eksplosioner, en Ordensagent råbte fra toppen af murene, "Flyvere! Pas på!" Hahli så op og så tre utroligt hurtige luftfartøj komme svæve hen over byen, krænge som én, og vende tilbage til det sted, hvor skibene ventede. Et af dem sænkede farten og sænkede dens vinge mod hende, og hun genkendte Pohatu i pilotsædet. Toa Nuvaerne var kommet hjem.

Pohatu fløj sit skib tilbage ud af byen for at udslette skibene. I mellemtiden dykkede Lewa og Kopaka og overstrøede Rahkshierne med ladninger af lys. Synet syntes at inspirere byens forsvarere, som samledes og skyndte sig tilbage mod hullerne ei murene. Anført af Jaller og Hewkii fordrev de Rahkshierne.

Endelig var stormen over. Broderskabsskibene var blevet sænket ned på bunden af Sølvhavet, murene omkring byen var blevet slået ned, men murbrokkerne var overstrøet med døde Kraata og knuste Rahkshi-rustninger. De af de invaderende, der var intakte, var fløjet væk, hvis de altså kunne flygte fra kanonerne på Jetraxen, Rockohen og Axalaraen. Metru Nui var i sikkerhed, og som Toa Nuvaerne kunne bekræfte, var Den Store Ånd blevet vækket. Makuta-Broderskabets magt var blevet brudt i al evighed. Turaga Dume og Turaga Vakama dukkede op side om side for at meddele, at der i morgen ville blive afheldt en fest for hele byen i Colosseum.

Men Hahli havde ikke lyst til at fejre, ikke engang nu. Hun kunne ikke undgå at huske Matoro, der havde givet sit liv, så Mata Nui kunne leve. Og til trods for alle de sårede og døende omkring forsvarerne, kunne hun ikke lade være med at føle, at det hele havde været lidt for… nemt. Sandt nok havde der været noget ueventet hjælp: luftskibene, Bohrokerne, stormen. Men de havde stået over for en hær af Rahkshi. Noget sagde hende, at de ikke burde have vundet, i hvert fald ikke med så meget af byen intakt. Hun smilede. Turaga Nokama ville have givet hende en opsang for at bekymre sig så meget. Lige meget hvordan tingene stod, var Den Store Ånd vågen for første gang i over et tusind år. Lyset havde triumferet over mørket, havde det ikke? Toaerne havde opnået deres skæbne og reddet universet, havde de ikke? Og det betød, at alt var godt igen. Intet særlig slemt kunne ske nu, kunne det?

Hahli vendte sig om for at styre mod Ga-Metru, og nønnede en sang, Noakama engang havde lært hende. En, der var skrevet for længe siden, der talte om håb for i morgen. Hvis ikke for musikken havde hun måske hørt lyden af mør latter i vinden.

Personer

• De Mørke Jægere
  • Oldgammel
  • Mørke
  • Den Beskyggede
  • Voporak
• Mata Nui-Ordenen
  • Axonn
  • Hydraxons kopi
  • Brutaka
  • Helryx
  • Krakua
  • Mazeka (NM)
  • Trinuma
  • Tobduk
  • Botars afløser
  • Et firarmet medlem af Mata Nui-Ordenen
• Barraki
  • Ehlek
  • Kalmah
  • Mantax
  • Pridak
• Energifyldt protodermis
• Keetongu
• Toa
  • Lesovikk
  • Toa Hagaherne
  • Toa Mahrierne
  • Toa Nuvaerne
• Makuta
  • Miserix
  • Tridax
• Skakdi
  • Nektann
  • Piraka Vezon
  • Et uspecificeret antal Skakdi
• Turaga Vakama
• En handlende fra Sidoraks art
• En Vortixx
• Et uspecificeret antal Bohrok
• Et uspecificeret antal Rahkshi

Trivia

• Vezons kommentar vedrørende hans et hundrede og ti ubesvarede spørgsmål er en reference til det store antal historiespørgsmål, Greg Farshtey modtog via det personlige beskedsystem på BZPower, hvoraf en del uundgåeligt forblev ubesvaret.

de:Der Bestimmungskrieg fr:La Guerre du Destin